03.11.2009

Hvordan behandles et nyt teglgulv, så det ikke bliver modtageligt for snavs?

Der er 2 almindeligt anvendte løsninger:

En sæbeløsning - brun sæbe er bedst - sæbespåner kan senere vise sig som noget gråhvidt fnuller. Der er tale om en kombineret imprægnering og rensning. Sæben sidder under skidtet. Man skal selv finde frem til det bedste blandingsforhold - en tynd opløsning trænger længst ned men efterlader mere plads i porerne - en tyk opløsning lukker tættere men ikke i dybden.

  1. En olieløsning. Ofte anvendes en blanding af linolie og lugtfri terpentin. Blandingsforholdet vil normalt ligge mellem 1:3 og 3:1. En tyndtflydende blanding trænger længere ned, men efterlader mere plads i porerne når den lugtfri terpentin fordamper. Olien vil normalt gøre gulvet (tegl og mørtel) mørkere.

Løsningerne kan kombineres så gulvet først behandles med linolie, hvorefter vedligeholdelsen foretages med brun sæbe.

Behandlingerne må ikke foretages umiddelbart efter lægningen, idet der i begge tilfælde kan dannes kalksæber ved reaktion med mørtlens kalkindhold. Det giver lyse misfarvninger langs fugerne.