Enfamiliehuse - Casa del Viento

Large image

Laureano Forero er en af de mest erfarne arkitekter i Latinamerika. Hans værker sætter sit præg på byer i hele verden og strækker sig helt tilbage til 1960’erne. Efter uddannelse i henholdsvis Colombia, Italien og England rejste Forero til USA. De mange forskellige skoler, rejser og indtryk har skabt en individuel stil hos arkitekten. Forero benytter sig blandt andet ikke af CAD værktøjer, men sketcher på en helt bestemt måde. Han udtaler selv, at denne teknik gør ham i stand til at fange lys, rum og omgivelser bedre end et computerprogram nogensinde vil være i stand til. På denne måde er han i stand til at tage højde for omgivelserne og bygge i ét med naturen. Arkitekten kendetegn er lyse, luftige rum, personlige gårdhaver og at bevare den naturlige atmosfære.

I 2009 blev hans værk Casa del Viento indstillet til Biennale of Architecture i Buenos Aires og vandt prisen ”American Biography”.

Ved dette byggeri er der taget særlig højde for topografien, da bygningen skulle passe ind i de afsides bakkedrag. Som Forero selv har sagt det, er der vist respekt for omgivelserne. For ham handler det om sameksistens mellem bygning, jord og tradition. Huset blev bygget til en kreativ familie med specifikke ønsker om, netop at have kreativiteten med i designet. Ejeren af huset er forfatter, og han havde en vision om et arbejdsværelse, mens døtrene ønskede et musikrum. Derudover ville de gerne have en lille biograf og en åben spisestue i hjemmet. Forero har haft alle ønskerne med i sit design, samt den lokale tradition for byggeri i mursten og har stadig bevaret sin individuelle stil.

Huset er opdelt således at den nederste etage, der vender mod syd, fungerer som master bedroom og ”kreativt rum” hvor ejeren af huset har sit arbejdsværelse.  Dette er placeret så langt væk fra fællesarealerne som muligt, der ligger på øverste etage i den nordlige ende.

På øverste etage mod syd, oven over arbejdsværelset, har familiens to døtre værelser.

Huset har en nord - syd akse og der er taget højde for placering af soveværelser og musikrummet i forhold til det naturlige lysindfald.

Ved indgangen snyder vinklerne øjet og får det til at virke dybere, da rummet indsnævres. Dette skal opfodre gæsten til at gå på opdagelse i de mange værelser.

I den midterste del af huset, hvor bygningen møder bakkens hældning er et indendørs vandfald opført. Vandfaldet løber i trin ned ved trappen og følger bakkens bevægelser, samtidig med at naturen inkorporeres i byggeriet. Trappen med vandfaldet er led mellem arkitektur og natur og er det ene anker i huset.

Det andet anker består i sindsroen, der opstår i sammenspillet mellem arkitektur og de rolige afsides naturlige omgivelser.

Stue og spisestue bliver om sommeren ét med naturen, da det ligger i forlængelse af den overdækkede terrassen med store glasdøre. Forero viser her flere af sine kendetegn, nemlig hans evne til at bevare den naturlige atmosfære med lys og luft og at danne hyggelige og intime gårdhaver.

 

Navn på byggeri

Casa del Viento

Arkitekt

Laureano Forero

Lokalitet

Medellin

Byggeperiode