Teglbranchen er oppe på mærkerne

Branchen forudser, at flere offentlige byggerier går en ualmindelig udfordrende tid i møde. Bekymringen gælder sikkerheden i de byggerier, hvor der anvendes byggematerialer, som ikke er CE-mærkede, underkastet tredjepartsovervågning eller er del at en frivillig kontrolordning.

 

"CE-mærkede byggematerialer med uvildig tredjepartsovervågning bør være et ufravigeligt krav i ethvert offentligt byggeri. Bygninger, der benyttes af mange mennesker, må forventes at være både lovlige, sikre og sunde for de mange mennesker, som færdes i dem”, siger direktør i Kalk- og Teglværksforeningen, Tommy Bisgaard.

CE-mærkning af byggematerialer med tredjeparts overvågning bidrager til sikkerhed og garanti for, at bygningen kan holde og bruges uden risiko for liv og lemmer. CE-mærkningen dokumenterer, dersom den er udført korrekt, at alle krav til produktet er opfyldt fx format, styrke, holdbarhed mv.

Et skoleeksempel

Der er bygget en ny skole i murværk. Byggeriet er lovprist for både godt design og bæredygtighed. ”Man” har valgt, at der skulle anvendes mursten, som ikke CE-mærkede. Alle er glade og nu to år efter opførelsen, sker der noget helt ”uventet”.
I skolegården opdager gårdvagten, at nogle af børnene står og ”piller” mursten ud af væggen i den nye skole. Det kan da ikke passe. Det må være byggesjusk og dårligt håndværk, tænker gårdvagten og får børnene væk fra hullet i muren. Pedellen tilkaldes, og væggen afspærres, så der ikke sker en ulykke.

Straks begynder spørgsmålene om sikkerhed og ansvar at hobe sig op:

- Hvem har egentlig ansvaret for skolebyggeriet, når arkitekten fastlægger, at skolen skal bygges af en mursten, der ikke er CE-mærkede og fremstillingsmæssigt er helt uden tredjepartsovervågning? 


Bygherren har ansvar for anvendelsen, men er det alene ”tanken” om bæredygtighed, der ”tæller”, og hvem har egentlig ansvaret for skolebørnenes trivsel og sikkerhed.

- Hvordan kan den rådgivende ingeniør være sikker på og kan regne sig frem til, at statikken holder i bygningen? 

Statikeren har ansvar for styrkeberegningerne, men alene det forhold, at tryk og trækstyrke normalt kun statistisk kan fastslås ud fra en sten med CE-mærkning med dertil hørende fabrikskontrol, må betyde, at statikerens ansvarsforsikring ikke gælder, hvis uheldet skulle være ude, og bygningen styrter sammen.

- Hvordan kan murermesteren sikre sig, at stenen har tilstrækkelig styrke og vedhæftning til at blive anvendt i formuren, når man ikke kan anvende eksisterende erfaringstal fra gældende normer?

Mester har ansvar for opførslen, men uden CE-mærkning kan murermestren normalt ikke se, om stenen kan anvendes i for- eller bagmuren uden risiko for sammenstyrtning eller revner i murværket.

- Hvordan sikrer murerne sig, at det er den rigtige mørtel, der vælges, når stenen ikke er mærket, og man grundet manglende fabrikskontrol ikke rent statistisk kan få de manglende oplysninger med lav variationskoefficient? 

Mureren kan påtage sig ansvaret for valg af mørtel og udførelsen, men minutsug, vedhæftning mv. er afhængig af kombinationen mellem sten og mørtel. Er der ingen eller ringe vedhæftning, kan stenene ”trækkes” fra hinanden enten af vindlast eller bare små nysgerrige børnefingre.

- Hvordan kan bygherre og politikere sikre sig, at det færdige byggeri lever op til alle lovlige krav, vedr. både bæredygtighed, æstetik, arkitektur, trivsel, sikkerhed, holdbarhed og alle de andre parametre, som indgår i fastlæggelsen af god skole og dermed overholder gældende lovgivning? 
Sørg derfor for, at der er fyldgyldig dokumentation for alle elementer i byggeriet - også byggematerialerne. CE-mærkede bygningsmaterialer med tredjepartsovervågning er også et spørgsmål om sikkerhed.

Kig nu efter mærket 

Tankeeksperimentet viser med al tydelighed, at der er ualmindelig mange huller i osten, når ansvaret for ”byggesjusket” skal placeres. Derfor kan vi kun opfordre til, at politikere, bygherre, forsikringsselskaber, ja hele branchen stiller krav om, at CE-mærkning med tredjepartsovervågning skal anvendes uanset hvilken type byggematerialer, der er tale om, og uanset om de er spritnye eller genanvendte. Murstensproducenten kan f.eks. være medlem af Dansk Murstenskontrol, og dermed er med til frivilligt at sikre kvaliteten gennem frivillig tredjepartsovervågning.

”Problemet er særligt grelt, når det gælder genanvendte materialer. F. eks. mister en mursten en stor del af vedhæftningsevnen, når den genanvendes. Man kan sige, at den ”kemiske proces”, som foregår mellem mørtel og mursten, første gang murstenen anvendes, udnytter murstenens egenskaber, men samtidig reducerer murstenens evne til på et senere tidspunkt at opnå god vedhæftning med ny mørtel”, forklarer Tommy Bisgaard.

Man kan ikke se på en genbrugt murstenen, hvor stor ”vedhæftningsevne” der er tilbage og øger derfor risikoen for, at murstenen ikke sider rigtigt og lovligt fast i murværket.

”CE-mærkningen giver stor garanti for, at de parametre, som sikrer vedhæftningen, er tilstede. Det lille CE-mærke samt kontrolmærket fra Dansk Murstenkontrol er derfor ikke uvæsentligt og giver således f.eks. med CE-mærket ikke kun adgang til handel på tværs af grænserne i EU, men også sikkerhed for produktets egenskaber gennem tredjepartsovervågning”, understreger direktøren for Kalk- og Teglværksforeningen.

Fakta om CE-mærkning

CE-mærkning skal sikre, at et produkt overholder EU's regler i henhold til Byggevareforordningen og gør det således muligt for varer lovligt i det åbne marked at bevæge sig frit inden for det europæiske marked.

Når en producent af mursten anvender CE-mærkningen, erklærer han, at produktet overholder alle de lovmæssige krav for CE-mærkning.

Det betyder, at producenten har:

bekræftet, at produktet overholder alle relevante krav (f.eks. til sundhed og sikkerhed eller miljøkrav)fået dem undersøgt af et uafhængigt 3-parts vurderingsorgan

Det er producentens ansvar at sørge for en 3-parts vurdering, at udarbejde den tekniske ydeevnedeklaration med tredjepartsovervågning og at anbringe CE-mærkningen med de obligatoriske og nødvendige oplysninger på produktet.

I salgsleddet skal det kontrolleres, om produktet er forsynet med CE-mærkning, og om den krævede dokumentation er i orden. Hvis produktet importeres fra et land uden for EU, skal importøren både kontrollere og sikre, at producenten i det pågældende land har foretaget sig det fornødne, og at dokumentationen lovligt stilles til rådighed.

Brug derfor kun CE-mærkede produkter, der giver alle nødvendige oplysninger samt lovligt kan anvendes efter hensigten!