Tegl er fremtidens svar på energirenovering af facader

Teglbranchens forskning i en helt ny type tegl og isolering med en meget høj isoleringsevne gør energirenovering langt mere effektiv. Ved at anvende isolering, som limes fast inde i hulmuren, får man både høje U-værdier samt smallere og stærke vægge.

I alt 6 parter, Lundgaard Teglværk, Kalk- og teglværksforeningen, Ekolab, Thyholm Murer, Møller Nielsens Tegnestue og Teknologisk Institut, er i gang med at udvikle en effektiv energirenovering af de omkring 450.000 typehuse fra 60’erne og 70’erne, som er dårligt isolerede i forhold til nye huse. Resultatet er en helt ny type mursten, der består af tegl og en tilhørende isoleringsdel.   

Fordelen er, at nye murstenstyper sammen med nye isoleringstyper isolerer meget bedre end den gamle mur med traditionelle isoleringsmaterialer. Det betyder, at man kan opnå markant bedre isoleringsevne stort set uden at øge den originale murtykkelse. Samtidigt opnår man en styrkemæssig forbedring af den gamle mur og fjerner kuldebroerne ved vinduer og døre”, siger Abelone Køster, centerchef for Murværk på Teknologisk Institut.

Direktør i Kalk- og Teglværksforeningen, Tommy Bisgaard, ser også store muligheder i den nye type tegl sammen med ny isolering:

Ved energirenoveringer af enfamiliehuse er det vigtigt at få en slank formur, så man kan udnytte den eksisterende sokkel. Ved at øge den samlede tykkelse af muren med kun ca. 50 mm opnår man en øget isoleringsevne af facaden i mange huse fra 1960 – 1980, så de svarer til et nyopført hus efter BR2015 standard”.

Det faktum, at husets dimensioner stort set er de samme efter energirenoveringen, gør det til en meget attraktiv løsning. Huset vil få en helt ny teglfacade, som giver huset en øget salgsværdi samtidigt med, at man kraftigt reducerer energiomkostningerne til opvarmning. Men den nye type teglsten vil også give fordele ved nybyggeri mht. konstruktion og isoleringsevne.

Det er vigtigt at fremhæve, at det er muligt at bygge nye slanke konstruktioner og isolere hulrum og samtidig bevare den meget danske tradition med murede facader, som lever op til de kommende energikrav. Indvendig isolering giver nemlig store problemer. Udvendig isolering med puds på isoleringsmaterialet vil i mange tilfælde ødelægge huse og bygningers danske særpræg og smukke harmoniske og smukt patinerende teglfacader”, siger arkitekt Per B. Clausen fra Møller Nielsens Tegnestue.

Lovende eksperimenter

Eksperimenterne har indtil nu bestået i indledende prøveopmuringer, hvor man som udgangspunkt først har imiteret en eksisterende bagmur med de uregelmæssigheder, der må forventes af en bagmur i et 60’er hus. Efterfølgende er der gennemført opmuringsforsøg med forskellige måder at kombinere isolering og andre nye murstensformater. Forsøgene er udført dels på Lundgaard Teglværk, dels hos Teknologisk Institut.

Ifølge Søren Sørensen fra Lundgård Tegl bygger udviklingsarbejdet bl.a. på at udnytte flere af de seneste års løsninger til at energioptimere hulmuren.

Nu skal der gennemføres fuldskala forsøg, før konceptet kan sættes i produktion.

Projektet løber over det næste halvandet år, og i den periode skal projektet i praksis vise, hvordan man hurtigt, effektivt og mest økonomisk kan gennemføre en facade- og energirenovering. Vi bygger nu delvist videre på kendt teknologi og erfaringer, men parterne skal ud at finde forsøgshuse, som vi kan pille fra hinanden og genopbygge. Og effekten skal dokumenteres i fuldskala”, siger Abelone Køster.