Vil politikerne have bæredygtigt byggeri eller bare CO2-reduktioner?

Der er enorm bevågenhed om energireduktioner i byggesektoren, der kan medvirke til at nedsætte udledningen af CO2 fra opvarmning og køling.

Af Tommy Bisgaard, direktør i Kalk- og Teglværksforeningen, og dansk repræsentant i EU-udvalget ”Sustainability of Construction Works” CEN TC350 i EU.

Tænk på efterisolering af huse, udskiftning af vinduer, installering af varmepumper, jordvarme og solvarme, genindvinding af energi for bare at nævne nogle af de traditionelle metoder til at nedbringe energiforbruget i vores bygninger. Og tænk på pengene, der følger med; det statslige renoveringstilskud til boligejere, der kom i foråret, og de helt nye tilskud fra 2010 i form af bl. a. en pulje på 400 mio. kroner til udskiftning af oliefyr i private boliger samt en pulje på 360 mio. kr. til energirenovering af statslige bygninger.

Men er det den rigtige vej at gå?

Det er da udmærket at nedsætte energiforbruget og CO2-udleningen i boligsektoren, og det er helt nødvendigt for at reducere klimaforandringerne. Men ved ensidigt at fokusere på energiforbruget i brugsfasen af et hus, så overser man det overordnede EU-mål, nemlig bæredygtighed i byggeriet. Det handler altså om at folde paraplyen ud og se på alle aspekter og indikatorer af bæredygtighed udover forbrug af CO2 og energi.

Bygger man et CO2-netralt hus, fx ved brug af metertyk isolering, solceller, genindvinding og avanceret energistyring, har det givet en positiv indvirkning på klimaet, men man kan ikke dermed konkludere, at huset således er bæredygtigt. Forklaringen er, at CO2-udledningen fra opvarmning og køling af en bolig kun udgør omkring 20 % i det samlede regnskab for bæredygtighed.

For at opnå 100 % bæredygtighed kræver det, at en række aspekter/indikatorer ud over CO2 og energi indgår i vurderingen. Det drejer sig bl.a. om indikatorer vedr. økonomi og levetiden af en bygning samt forhold der vedrører f.eks. indeklima, sundhed, sociale og arkitektoniske forhold.

Levetid et afgørende parameter

Levetiden af et byggeri er en vigtig parameter. Det koster reduktion af bæredygtigheden samt store samfundsmæssige ressourcer hver gang man opfører og efterfølgende river en bygning ned. Da Storebæltsbroen blev bygget, blev der stillet krav om, at den skulle kunne holde mindst 100 år. En selvfølge burde man mene. Investeringer i byggeri er det område, hvor samfundet binder flest ressourcer, og skal investeringerne langtidssikres, bør et byggeri kunne holde mindst 100 år med f.eks. et minimum af vedligehold samt være en god og langsigtet investering – sådan tænkte man i tidligere tider, og sådan skal vi begynde at tænke igen.

CO2-regnestykket er enkelt. Man kan populært sige, at jo længere en bygning holder og jo mindre vedligehold, der er nødvendigt, desto mindre miljøbelastning samt behov for at deponere byggeaffald.

Konsekvenserne ved et snævert perspektiv alene baseret på varmeregningen bliver, at investeringer i nye bygninger og i energirenovering ud fra et helhedssyn ofte vil være dårlige investeringer. Ved nybyggeri tager vi i dag fx slet ikke højde for, at temperaturen over de næste år stiger 2 – 4 grader på grund af klimaforandringerne. Uden køling vil der inden for nogle år i mange nye huse blive ulidelig varmt om sommeren. Det skaber et dårligt indeklima og medfører store ekstra elektricitetsudgifter til køling om sommeren. Bygherren bør altså tænke køling samt varmeakkumulering ind allerede fra starten af al nybyggeri.

I hele Europa har byggesektoren en meget stor indflydelse på det samlede regnskab for bæredygtighed. Cirka 20 pct. af Europas industriproduktion er byggematerialer, 30 pct. af affaldsmængderne skyldes bygge- og boligsektoren, og mellem 10 og 15 pct. af befolkningen i EU er direkte eller indirekte beskæftiget i eller afhængige af byggesektoren. Det er bl.a. på den baggrund, at EU i 2008 vedtog at arbejde hen imod en bæredygtig status i bygge- og boligsektoren. Som medlem af ”Sustainability of construction works”, et standardiseringsudvalg i EU nedsat af EU-kommisionen med betegnelsen CEN/TC 350, kan jeg fortælle, at formålet er meget klart. Dette fælles-europæiske udvalg skal udarbejde standarder for fastlæggelse af bæredygtighedsindikatorer ved større renoveringer af eksisterende bygninger samt nybyggerier. Standarderne skal tage hensyn til både økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter ved en bygning i hele dens levetid baseret på en LCA-betragtning (livscyklusvurdering).

Set i et lidt længere tidsperspektiv vil standarderne fra CEN/TC 350 blive et vigtigt grundlag for udviklingen af de kommende obligatoriske produktstandarder (CE-mærkning) herunder miljøvaredeklarationer, hvor der også skal foretages en livscyklusvurdering af byggevaren.

Der er udviklet flere evaluerings- og certificeringssystemer for at forsøge at belyse bæredygtigt byggeri, fx den engelske BREEAM, den amerikanske LEED samt den tyske ordning. Det er nogle af de standarder, som danske byggevirksomheder oftest møder i udlandet, når man vurderer forskellige grader af bæredygtighed.

De nævnte systemerne tager udgangspunkt i en vis forståelse af bæredygtighed, men problemet er, at kun den tyske ordning ligger tæt ved de nye fælleseuropæiske standarder for bæredygtighed, der er under udarbejdelse.  Både BREEAM og LEED, ligger temmelig langt fra de nye EU-standarder, og bygger overvejende på miljøindikatorer og har derfor ikke særlig stor vægtning af indikatorer inden for de sociale og økonomiske forhold.

Man bør derfor både på kort og på lang sigt vælge rigtigt, til gavn for et rigtigt bæredygtigt byggeri.